Medlemslogin
Racens historie.
På trods af, at Irish Glen Of Imaal terrieren allerede i 1575 er nævnt i Georg Tubervilles bog, The Noble Art of Venerie and Hunting, er Irish Glen of Imaal terrieren nok den mindst kendte af alle terrierne.
Historien bag Irish Glen of Imaal terrieren – kaldet ”glen” er noget uvis.
Irerne er meget stolte af deres racer og de fortæller gerne om dem, men samtidig elsker de også myter og fortællinger, så det kan være lidt svært at afgøre, hvad der er en god historie, og hvad der er faktuelle oplysninger om hundene.
Det vi med sikkerhed ved, er, at glennen var en ”fattigmandshund”, en meget lokal hund som er opkaldt efter sin hjemstavn Glen of Imaal dalen, som ligger i grevskabet Wicklow, syd for Dublin i Irland.
Det var småbønderne fra Imaal, som fremelskede og brugte glennen og den er kendt og elsket for sin dygtighed som arbejdende hund og som familiehund.
Den blev fortrinsvis anvendt, til at holde gårdene fri for mus og rotter samt til at beskytte ejendommens dyr mod grævling og ræv.
Modsat de fleste andre terriere arbejder en glen tavst. I grævlingegraven måtte den for alt i verden ikke gø.
De tre andre terriere med oprindelse i Irland: Irish Softcoated Wheaten Terrier, Irsk Terrier og Kerry Blue Terrier, er alle mere højbenede end en glen.
Nogle mener, at man har lavet den kortbenede glen, ved målrettet at avle på mindre langbenede Irish Softcoated Wheaten Terriere. Andre mener, at den Irske Ulvehund kan være blandet ind, og derfra kommer farvevariationen i glennen måske.
Mest sandsynligt er nok, at man havde blandingshunde, som man på et tidspunkt begyndte at avle på udvalgte eksemplarer af. Desuden er der tale om en meget lokal race, som således på grund af dens isolerede geografi, er vedblevet at være meget tro til typen.
En af årsagerne til, at der ikke findes så mange nedskrevne oplysninger om glennen, er sikkert, at racen ikke har haft megen interesse fra de mere velstillede.
Den har været småbøndernes hund fra begyndelsen, og sådan er det stort set vedblevet at være.
I 1934 blev der startet en Glen Of Imaal Terrier Klub og senere det samme år blev det første Championshow afholdt, hvor de første eksemplarer af racen blev udstillet.
Året efter i 1935 blev glennen klassificeret og i 1936 anerkendt af den irske Kennel Klub.Mange skævede lidt sært til racen, som ikke er nær så elegant som mange af de andre terrierracer.
For at blive udstillingschampion skulle den bestå en brugsprøve, hvor den blandt andet skulle i grav efter en grævling.
De fleste andre hunde, som bliver anvendt til gravjagt, skal gø for at vise jægeren, hvor dyret er, men glennen blev diskvalificeret, hvis den gav hals. Den skulle selv fange grævlingen og slæbe den op af graven, selvom hunden ofte var flere gange mindre end dens bytte.
Der er helt givet gået mange hunde til på den konto, men at nogle hunde overhovedet var i stand til at arbejde sådan, vidner om, at vi har at gøre med en frygtløs og hårdhudet race, som har mod på at fuldføre det, den bliver sat i gang med. Disse brugsprøver blev først afskaffet i 1968.
Tidligere blev glennen halekuperet, og man siger, at halen skulle have længde på en mandshånds bredde. Så kunne halestumpen nemlig bruges som håndtag, hvis hunden skulle trækkes op af en grav.
Historien afspejler således, at racen har 
skulle tjene sit værd for at få lov til at
eksistere.Glennen er den mindste af de irske terrierracer hvad angår højde, men altså også hvad antal angår.
Omkring 2. verdenskrig gik det alvorligt ned ad bakke for racen, hvilket har resulteret i, at man den dag i dag opdrætter på baggrund af en meget snæver genpulje.
Men først i løbet af 1980’erne spredte racen sig ud over hele Europa.
I dag findes der forsat kun nogle få tusinde eksemplarer på verdensplan.
Gitte Thornsen
© 2025 Dansk Terrier Klub. All rights reserved.
Specialklub under
Dansk Kennel Klub og FCI
Fordi jeg elsker
min hund